wp-content/uploads/Kreditanmaerkning.jpg

Kreditanmærkning


En kreditanmærkning kaldes fra tid til anden også en betalingsanmærkning og dækker over, at en kunde er blevet registreret som dårlig betaler, enten i virksomhedens egne systemer eller hos et gældsregister.

Registreres en privatperson eller virksomhed i eksempelvis Experians RKI eller Debitorlisten, kaldes denne registrering for en kreditanmærkning.

At have en kreditanmærkning kan have stor betydning for den enkelte.

Hvordan giver man en kreditanmærkning?

Har virksomheden et økonomisystem eller en ERP-løsning, er der ofte mulighed for at lave en intern kreditanmærkning i systemet.

En intern kreditanmærkning gør det muligt for salg og bogholderi at se oplysningen og sætte sine handels- og kreditvilkår derefter. En kreditanmærkning kan eksempelvis udløse lavere kredittid, lavere kreditbeløb eller ligefrem krav om kontant betaling ved afhentning eller levering af varen.

En intern kreditanmærkning sker ofte på baggrund af en intern historik med kunden; for sent betaling eller ligefrem fakturaer, der aldrig er blevet betalt og derfor er sendt til inkasso.

Eksterne kreditanmærkninger sker hos et gældsregister som eksempelvis Experians RKI eller Debitorlisten. Disse har samme formål som de interne kreditanmærkninger, men virksomheden “risikerer” ikke selv at skulle have opnået en intern historik med kunden først.

For at give en kreditanmærkning til et gældsregister som eksempelvis RKI eller Debitorlisten kræver det ofte, at man er kunde hos de respektive virksomheder.

I Danmark er det ofte advokater eller inkassofirmaer, der indrapporterer en kreditanmærkning på vegne af en kreditor.

Hvad er formålet med en kreditanmærkning?

Formålet med en kreditanmærkning, uanset om den er intern eller ekstern, er at sikre virksomheden mod dårlige betalere.

Kreditanmærkningen gør virksomheden i stand til at tage sine forholdsregler, eksempelvis ved at kræve kontant betaling, nedsætte kreditten eller nedsætte kredittiden. I Danmark er der ca. 200.000 privatpersoner og virksomheder, der har en kreditanmærkning hos et gældsregister.

Hvad er konsekvensen ved at have en kreditanmærkning?

Det kan have store konsekvenser for en privatperson eller en virksomhed, hvis der registreres en kreditanmærkning.

Ofte vil den registrerede opleve at få en dårligere kreditscore i banken, hvilket eksempelvis kan betyde, at banken afviser muligheden for lån, selv helt ned til små beløb.

Ligeledes kan virksomheder også bruge oplysningerne til at indrette deres kredit- og betalingspolitik efter det – og eksempelvis kræve kontant betaling, hvis de oplever, at en kunde er registreret med en kreditanmærkning.

Hvornår må man registrere en kreditanmærkning?

Det er et krav, at kreditor eller kreditors inkassofirma har sendt mindst tre rykkerskrivelser – samt oplyst i den sidste rykkerskrivelse, at du registreres i et gældsregister.

Er det en offentlig myndighed, der registrerer en kreditanmærkning, gælder dog andre regler – eksempelvis, at der skal gå en periode på 4 uger fra advarsel om registrering til den må foretages.

Hvor lang tid har man en kreditanmærkning?

Er du registreret som dårlig betaler og dermed har en kreditanmærkning hos et gældsregister, er du som udgangspunkt registreret i 5 år.

Vælger du at betale din gæld til kreditor eller kreditors inkassofirma, vil disse oplyse gældsregistret herom – og straks slette kreditanmærkningen.

Forældes en kreditanmærkning?

Ja, en kreditanmærkning forældes efter 5 år. Bemærk dog, at gælden ikke nødvendigvis forældes – og kreditor fortsat kan have et krav imod dig. Du skylder altså stadig penge til kreditor, selvom kreditanmærkningen forældes.

Du kan ikke blive registreret som dårlig betaler for et forældet krav.

Har du spørgsmål?

Vi sidder klar til at hjælpe dig alle hverdage 08.30-15.30, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om vores services.