Forbrugsgrænse

En forbrugsgrænse er en grænse for, hvor meget forbrug en kunde (privatperson eller virksomhed) må have inden for en bestemt periode.

Ordet “forbrugsgrænse” bruges ofte i forbindelse med dankort/visakort, der ofte har en forbrugsgrænse på eksempelvis 25.000 kroner pr. uge.

Men forbrugsgrænser kan også bruges i forbindelse med kreditgivning eller i forbindelse med, at en virksomhed udsteder forbrugskort/betalingskort.

Hvad er formålet med en forbrugsgrænse?

Formålet med en forbrugsgrænse er at sikre ejeren eller långiveren, at kortet/kreditten ikke misbruges.

Grundlæggende kan det diskuteres, om en forbrugsgrænse er nødvendig, hvis der ikke ydes kredit fra eksempelvis banken, og hvis kortholder har store likvider på sin konto. Her er forbrugsgrænsen med til at sikre kortindehaveren, da fremmede dermed kun kan misbruge kortet op til forbrugsgrænsen og dermed minimere et eventuelt tab for kortindehaveren.

Ydes der kredit, er forbrugsgrænsen med til at sikre kreditgiver/långiver/kreditor mod tab, således at risikoen ved kredit mindskes.

Forskellige typer forbrugsgrænser

Der findes forskellige forbrugsgrænser, afhængigt af hvilken type kort og virksomhed der udsteder dem.

Visse betalingskort som visa og dankort har eksempelvis forskellige grænser, og disse afhænger i visse tilfælde også af den bank, der udsteder dem.

I nogle tilfælde er der også forskel på, om kortindehaveren er en privatperson eller en virksomhed. Mange virksomheder har eksempelvis ingen forbrugsgrænse på deres betalingskort, mens de fleste privatpersoner har en grænse.

Forbrugsgrænse i forbindelse med kreditkøb

Visse virksomheder bruger også termen “forbrugsgrænse” i forbindelse med den kredit, de udsteder til deres kunder. Det kan eksempelvis være, at en kunde har en forbrugsgrænse på 50.000 kroner.

Dermed kan kunden maksimalt handle på kredit for 50.000 kroner.

Dette kaldes også for kreditgrænse eller kreditmaksimum.