Underpant er en form for pant, hvor långiver har sikkerhed i et aktiv uden at have den fysiske besiddelse af det. Det er den mest udbredte type pantsætning i Danmark og bruges især ved realkreditlån, billån og andre kreditaftaler.
Hvad er underpant og hvordan anvendes det?
Pant er en sikkerhed, som en långiver kan tage i en låntagers aktiver for at reducere risikoen ved at yde lån eller kredit.
Hvis låntager ikke overholder sine forpligtelser, kan aktivet sælges, og provenuet bruges til at dække gælden helt eller delvist.
Pant kan tages i både materielle og immaterielle aktiver, men oftest drejer det sig om fast ejendom eller køretøjer.
Kendetegn
Der findes to hovedtyper af pantsætning: håndpant og underpant. Begge har samme formål, men adskiller sig i håndteringen af aktivet.
Ved håndpant afleverer låntager det fysiske aktiv til långiver. Ved underpant forbliver aktivet hos låntager, selvom det er registreret som sikkerhed. Det gør ordningen fleksibel, da aktiver som bolig eller bil kan bruges, mens de stadig tjener som garanti for et lån.
Eksempler på brug
Denne form for sikkerhedsstillelse er meget udbredt i Danmark og anvendes typisk i forbindelse med:
- Realkreditlån, hvor en bolig fungerer som garanti
- Billån, hvor køretøjet registreres som sikkerhed
- Andre lån, hvor værdifulde aktiver registreres med pant
Registreringen sker via tinglysning, hvilket gør aftalen juridisk bindende og offentligt tilgængelig.
Fordele og ulemper
Underpant er populært, fordi aktivet kan blive i låntagers besiddelse. Det gør det mindre indgribende end håndpant og praktisk i hverdagen. Til gengæld kræver det en formel registrering, og långiver må acceptere, at værdien først kan realiseres, hvis låntager ikke betaler. For låntager betyder det, at man kan bruge ejendommen eller bilen, men samtidig er bundet af en forpligtelse, indtil gælden er indfriet.
Underpantens rolle i kreditgivning
Når virksomheder vurderer kunder eller samarbejdspartnere, kan kendskab til pantsætning være afgørende. Det giver indblik i, hvilke forpligtelser der allerede hviler på låntager, og hvor stor risikoen er for yderligere kredit. Samtidig understøtter oplysninger om eksisterende sikkerhedsstillelser en mere retvisende risikovurdering og hjælper långiver med at fastsætte passende vilkår.
